KlavsBirkholm.dk

Hvoraf kommer i grunden vores skrøbelighed? Essay

Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i WeekendAvisen 13.januar 2011 [1]

1.

Dengang jeg var ung og stærkt ’venstreorienteret’ – som bekendt to sider af samme mønt – var vi meget optaget af dissidenterne i Central- og Østeuropa. For mit vedkommende var det først og fremmest et europæisk engagement: det politiske og kulturelle jerntæppe tværs gennem et kontinent med fælles historie og med tradition for udveksling af både mennesker, idéer og kunst, var oprørende. ”Der findes kun et Europa”, som vi sagde i fredsbevægelsen, og dissidenterne på den anden side jerntæppet var vores allierede i kampen for at genskabe denne realitet.

Men derudover fandtes hos mange – også hos mig – en vis, romantiserende fascination af dissidenternes vove- og heltemod. Vi, der var unge i 1970’ernes velfærds-Danmark, var vel den første generation nogensinde, som blev pakket ind i vat og flødekarameller. Vores fædre havde været frihedskæmpere under den tyske besættelse. Vores bedsteforældre havde kæmpet mod sult og fattigdom i mellemkrigsårenes store depression. Gennem århundreder, lige indtil vi blev født, havde Europa været en blodig slagmark, hvor enhver måtte stride sig igennem og kæmpe, når det gjaldt. Men vi – vi fik det hele forærende.

I vores del af verden var livets alvor endnu kun tilstede som sprækker i muren, der gav glimt af tilværelsen ”ovre på den anden side”, i Central- og Østeuropa. I bøger som Viktor Kravchenkos Jeg valgte friheden, Jan Valtins selvbiografi Ud af Mørket, Alexandr Solzjenitsyns En Dag i Ivan Denisovitjs Liv og Arthur Londons Tilståelsen (om processerne i Prag) kunne vi læse om en anden og hårdere virkelighed end vores egen. En virkelighed, hvor stalinismens brutale undertrykkelse tvang enhver til at vælge sit liv og bære konsekvenserne af sine valg. Set fra vores trygge, men også lidt kedelige velfærdsbastion virkede det sært dragende.

For at undgå enhver misforståelse vil jeg straks understrege, at jeg i det selvsamme, venstreorienterede miljø så nul – zero! – sympati for Rote Armee Fraktion, Italiens Røde Brigader eller for den sags skyld Blekingegadebanden. Men vi var nok en del, der intuitivt forstod, hvad Christopher Lasch en snes år senere formulerede i The True and Only Heaven (1991):

”… skønt humanismen næres af fred og velstand, har den også brug for en lejlighedsvis fornemmelse af kamp. Mænd og kvinder må tro på, at ”livet er en kritisk affære”, som Richard Niebuhr formulerede det[2]. Ingen kan tilfredsstilles blot ved muligheden for at vælge sine egne mål og sin egen ’livsstil’, som det hedder nutildags; man må tro på, at ens valg får alvorlige konsekvenser.”

Og Lasch fortsatte[3], idet han satte sagen i historisk perspektiv:

”I det kristne kosmos udkæmpede det gode og det ondes kræfter en mægtig kamp om menneskets sjæl, og hver eneste handling skulle måles på evighedens skala. Kommunismen forlenede dagligdagens handlinger med en tilsvarende form for kosmisk betydning, hvilket både Keynes og mange andre forstod. I 1940 gjorde George Orwell endda den samme iagttagelse vedrørende fascismen. De vestlige demokratier, konstaterede han, er blevet overbevist om den forestilling, at ’mennesker intet andet begærer end behagelighed, sikkerhed og frihed for smerte’. Og hvad man end i øvrigt måtte sige om fascismen, var den i det mindste ’psykologisk langt sundere end en hvilken som helst hedonistisk livsopfattelse’. Hitler vidste, at mænd og kvinder ønskede mere end ’komfort, tryghed, kort arbejdstid, hygiejne og svangerskabsforebyggelse’. Så ’mens socialismen og endda kapitalismen … har sagt til folk, ”Vi tilbyder jer gode tider”, siger Hitler, ”Jeg tilbyder jer kamp, fare og død” – og en hel nation kaster sig for hans fødder’.”

Selv om det politiske engagement for frihed og selvbestemmelse – og for Europas enhed – var hovedsagen, tror jeg som sagt, at denne plastiske formulering af Christopher Lasch også rammer en side af vores venstreradikale optagethed af de illegale dissidentbevægelser. Nogle af os tog ligefrem (moderate) risici for deres skyld – noget, der ganske er undgået koldkrigshistorikeren Bent Jensens opmærksomhed.

2.

Erindringen om alt dette faldt mig i sinde under læsning af Svend Brinkmann’s nyligt udkomne, fortræffelige antologi Det Diagnosticerede Liv. I et kapitel, der handler om tendensen til at patologisere snart sagt enhver legemlig og åndelig tilstand, skriver redaktøren selv: ”Vi lever i en terapeutisk kultur, hvor en terapeutisk indstilling til livet og dets små og store problemer er fremherskende”.[4]

Begrebet er ikke nyt. Brinkmann henviser til den britiske sociolog Frank Furedi’s bog Therapy Culture fra 2004. Men allerede i 1980’erne refererede Christopher Lasch igen og igen til ”den terapeutiske stat” som betegnelse for et samfund, der i velfærdens navn avler stadig flere behandlingsprofessioner til håndtering af stadig flere angiveligt behandlingskrævende tilstande hos borgerne. Så alle kan blive pakket ind i vat og flødekarameller.

Svend Brinkmann udvikler nu debatten – gør den tidssvarende, i overensstemmelse med vore dages sundhedskultur. Den omsiggribende patologisering, skriver han, ”risikerer at virke stik modsat de ofte gode intentioner”, idet den ”øger den menneskelige sårbarhed og mindsker den menneskelige modstandsevne.” Når hæren af ”behandlere, videnskabsfolk og bekymrede samfundsforskere” rykker ud, kan ”hypersensitiviteten over for sygdom og lidelse” ligefrem medføre ”en overoptagethed af disse livsvilkår, der i sig selv fører til mere sygdom og lidelse”.

At sundhed, fitness, kostvaner, medicin, behandling og bioteknologi har erobret den politiske dagsorden, er ikke længere nogen hemmelighed.[5] At vores modstandsevne er ”mindsket”, som Brinkmann skriver, burde heller ikke være det. Spørgsmålet er, om der er tale om en kulturel transformation, som på hidtil uafdækket vis er betinget af dybere liggende strukturer i velfærdsstaten og velfærdstænkningen?

3.

Aaron Antonovski (1923-94) var vistnok den første, der systematisk vendte spørgsmålet om sygdommes oprindelse (patogenese) på hovedet og i stedet spurgte efter årsagerne til, at så mange mennesker er raske (salutogenese, kaldte han det).

Som profes­sor i medicinsk sociologi ved Ben Gurion Universitetet i Israel blev Antonovsky i 1970 optaget af, hvorfor nogle overlevende fra nazismens kz-lejre tilsyneladende var i stand til at opretholde et glimrende helbred og måske tilmed et godt humør. Det var jo imod alle odds. Og det drejede sig faktisk om overraskende mange – op mod en tredjedel af de overlevende i flere undersøgelsesgrupper.

Det var selvsagt lavere end i befolkningen som helhed, hvor omkring halvdelen i de tilsvarende aldersgrupper kunne fremvise godt psykisk og fysisk helbred. Men når man tager i betragtning, hvor ufattelige rædsler de pågældende havde været igennem – og mange af dem havde efterfølgende tilmed oplevet at være flygtninge og migranter – var det interessante alligevel, at så mange med kz-baggrund klarede sig så godt. Hvad var kilden til dette ’helbredets mysterium’?[6]

Antonovky fandt, at en afgørende faktor var, hvad han kaldte Sans for Sammen­hæng, normalt forkortet SOC, efter sense of cohesion. På dansk over­sæt­tes det ofte til ”oplevelse af sammenhæng” eller ligefrem ”følelse af sammenhæng”, men jeg finder sans for sammenhæng meget mere præcist.

På baggrund af en snes års systematiske studier konkluderede Antonovsky, at kilden til en persons Sans for Sammenhæng er hans erfare­de liv, hans livshistorie. Har den givet ham (eller hende) en gennemgående tillid til, (1) at de begivenheder, som i livets løb finder sted i og omkring ham, er forudsigelige og forklarlige; (2) at han har adgang til de ressourcer, der skal til for at møde de udfordringer, som begivenhederne stiller ham overfor; og (3) at det giver mening at investere energi og engagement i at klare disse udfordringer.

Med Sans for Sammenhæng vender Antonovsky som nævnt medicinen på hovedet; han spørger, hvorfor en person er sund i stedet for, hvorfor personen er syg. Det forholder sig jo sådan, at vi alle i løbet af tilværelsen oplever at blive anbragt i kritiske og stressende situationer – nogle af os hyppigt, andre sjældnere, nogle situationer mere alvorlige, andre mindre alvorlige. Det kan være konflikter i familien, kærlighedstab, ballade på arbejdet, sygdom, ulykker, dødsfald etc. For nogle mennesker kan den slags være ekstremt psykisk og fysisk nedbrydende, men for andre kan nogle ”stressorer” ende med at blive til udviklende erfaringer. Det afhænger ikke mindst af personens Sans for Sammenhæng, der ifølge Antonovsky især er bestemt af tre komponenter (kompetencer):

• begribelig­hed (man kan forklare begivenhederne i ens liv og med en vis ræson forudsige, hvad der kan indtræffe);
• håndter­barhed (man har færdigheder, evner, støttepersoner eller andre ressourcer, som er nødvendige for at kunne cope med det, man møder og udsættes for);
• meningsfuldhed (der er en grund til og et formål med at håndtere udfordringerne, for tilværelsen er grundlæggende interessant og god).

Den sidste komponent er ifølge Anto­novsky den vigtigste: oplevelsen af, at livet er værd at leve.

I mange spillefilm om nazismens jødeforfølgelser, om livet i ghettoerne og kz-lejrene er det en fiktiv pointe, at mennesker med store indre ressourcer også er i stand til at finde en vej i galskaben. Der findes talrige eksempler – jeg kan blot nævne Andrzej Wajdas Samson (1961), Roberto Begninis Livet er smukt (1997) og Roman Polanskis Pianisten (2002). Den nævnte, fælles pointe skyldes altså ikke instruktørernes og manuskriptforfatternes trivielle forskønnelser, men er et udtryk for benhård kunstnerisk realisme. Det dokumenterer Aaron Antonovskys værk.

4.

Mentale styrker som begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed bliver naturligvis ikke mindst grundlagt i den tidlige barndom. Har man ikke fået bryst, hver gang man skreg på det, men kun når det lige passede mor, og når hun tilfældigvis var ædru – uden noget genkendeligt mønster i øvrigt – vokser man sandsynligvis ikke op med en stærk Sans for Sammenhæng.

Men den tidlige barndom er ikke hele historien. Man bliver ved med at høste erfaringer hele livet igennem, og fortællingen om et menneskes Sans for Sammenhæng er ikke slut før end livet selv.

Derfor har samfundet og dets kultur også den allerstørste betydning.

Hvad Christopher Lasch ønskede at meddele med begrebet narcissismens kultur – titlen på hans gennembrudsværk fra 1979 – var det samme, som han senere foretrak at benævne ”den terapeutiske stat” eller ”den terapeutiske kultur”: At den vestlige verden i løbet af det 20.århundrede (og markant efter 2.verdenskrig) har gennemgået en social transformation, hvor magten over tilværelsen er blevet fjernet fra den enkelte og overført til et lag af ”professionelle” administratorer. Magten over produktionen blev taget ud af hænderne på håndværkerne og overført til et intellektuelt lag af managers. Noget ganske tilsvarende er sket i politik, som nu kontrolleres af meningsmålere, ”kommunikationseksperter” og deres følgeskare af journalister. Og som en del af samme proces er alle borgere forvandlet til forbrugere, hvis behov ikke længere fastlægges af vores egen indre overbevisning, men af udefra kommende faktorer som f.eks. ustandselig skiftende design, mode og reklameindustri – man kan f.eks. dårligt være et normalt fungerende menneske, hvis ikke man har anskaffet sig en smartphone, hvis ikke man kommunikerer via Facebook, og hvis ikke man tager på udlandsferie mindst én gang om året.

Vi er kort sagt blevet frataget enhver mulighed for at være i god forstand autonome, selvberoende, byggende på indre kræfter – empowered, som man siger på engelsk. Vi kan ikke længere selv planlægge og kontrollere vores liv. Det fremkalder en følelse af afmagt og ligefrem virkelighedsforstyrrelse; grænsen mellem jeg og omverdenen udviskes, verden bliver som et spejl. Sårbarhed er den uomgængelige konsekvens.

Og det er præcis denne sårbarhed, der har fremkaldt – og fremdeles fremkalder – alle de terapeutiske professioner. Virksomhedernes human relations-konsulenter, stress-psykologer og coaches; den politiske scenes spin-doktorer og ”kommentatorer”; massekulturens jobkonsulenter, privatpraktiserende coping-psykologer, fitness-trænere og de mere eksotiske professioner som healere og homøopater har ikke nogen af dem til opgave at hjælpe mennesker til at fortolke rødderne til deres ubehag, stress, depressioner osv. Deres opgave er, at få os til at acceptere og ”leve med” den nye, elitære form for social kontrol.

Det skal ikke længere være en hindring for mennesker, at verden bliver et spejl, hvor subjekt og objekt går ud i ét. For ens karriere er det ligefrem blevet et fortrin at være uden erfaringer (ikke ”erfaringsramt”) og at kunne fremvise et orgie af meningsløst forbrug.

5.

Det er hinsides enhver diskussion, at den sociale kontrol i min ungdoms Central- og Østeuropa var langt mere brutal end i nutidens terapeutiske kultur. Men den var også mere synlig. For så vidt langt nemmere at tage stilling til.

I en kultur, hvor livet ikke længere er ”en kritisk affære”, fordi ingen valg er uigenkaldelige og har afgørende konsekvenser, bliver mennesker mere sårbare. Og dermed samfundet.

Det er en sårbarhed, som intet hemmeligt politi, ingen kameraovervågning og ingen terrorlovgivning kan stille noget op imod.