Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 8.maj 1995
SLAGET OM Europa, der begyndte i september 1939 og efter ufattelige lidelser på talrige fronter sluttede idag for 50 år siden, adskilte sig i flere henseender fra alle tidligere krige om geostrategisk dominans på kontinentet. Den måske væsentligste forskel var krigens globalisering: Det var de to nye og udefra kommende verdensmagter, USA og Sovjetrusland, der i realiteten afgjorde krigen og – i første omgang – høstede sejrens frugter. Ved konferencerne på Jalta og i Potsdam opdelte de Europa i hver sin interessesfære; den kristne kulturs »hjerteland« var blevet centralfront i en verdensomspændende strid mellem Moskva-kommunismen og Washington-liberalismen. Det er dette Europa, skamferet af et jerntæppe, vi høvisk kalder Efterkrigsordenen. NATO opfandt i 1954 det mere ligefremme udtryk Det Europæiske Teater – skuepladsen for næste krig.
Men freden kom. I første omgang uden noget »men«, for efter mere end 40 millioner døde og unævnelige lidelser var krigens ophør en ny chance for menneskelighed. Frihed fra krig, slet og ret.
Ikke frihed fra diktatur eller bare fra undertrykkelse, så derfor alligevel et »men«. I selve krigsafslutningen fødtes den nye magtrivalisering. Den Kolde Krig med Pax Americana, Pax Sovieticus, Truman-doktrin, Bresjnev-doktrin, CIA, KGB, Berufsverbot og tilsidst orglerne af atomvåbenarsenaler. Freden kom med frygt. Vi, der blev undfaget i efterkrigsglæden og var børn i 50’erne, mærkede i de år gyset ved middagssirenernens hylen. I aftenmørket lå vi vågne og lyttede anspændt efter flyvereskadriller eller marcherende støvlebataljoner.
Og holocaust? Vi så de uhyggelige billeder fra en anden verden, et andet sted. Vi håbede på fremtiden og betragtede sejren over fascismen som krigens hovedgevinst, skønt den for De Allierede havde været en sidegevinst. Vi overså, at ingen stat var gået i krig af humanitære grunde. I 1939 havde Det Tredje Riges jødeforfølgelser stået på i hele seks år; selv efter Hitlers invasion i Polen forsøgte Storbritannien at mægle.
Men nu – nu blev frygtens billeder flittigt benyttet. Som »fascisme« eller »proto-fascisme« stigmatiserede man i både øst og vest al dissidens og systemkritik. I Østtyskland, Ungarn, Tjekkoslovakiet henrettede, deporterede og fængslede man afvigerne. I Grækenland, Spanien, Italien benyttede man mere raffinerede teknikker, under cover. Siden lukkede man dem bare helt ude. Europa var frit, og alligevel ikke.
DET BEDSTE ved Efterkrigsordenen var, at den brød sammen. Officielt dateres sammenbruddet til den 9. november 1989, men i virkeligheden begyndte det langt tidligere og er endnu ikke fuldbyrdet.
F.eks. begyndte det med de demokratiske protestbevægelser i selveste USA mod krigen i Vietnam. Det videreførtes med Willy Brandts afspændingspolitik, med CSCE-processen, fredsbevægelserne i 80’erne, EF’s voksende styrke og selvbevidsthed, Gorbatjovs anti-hegemoniske nedrustningsinitiativer – og fra først til sidst den demokratiske opposition i Central- og Østeuropa.
Sammenbruddet er endnu ikke fuldbyrdet, eftersom den gamle ordens strukturer – NATO og EU – stadig kæmper for at bevare deres gamle rolle og endnu ikke har givet plads for nye, der modsvarer Europas heling. Specielt tøver vi over for den største af alle udfordringerne: At inddrage Rusland i et samarbejdende stabilitetsmønster, der kan bidrage til at udvikle landets politiske kultur i demokratisk og fredsstræbende retning. Hele kontinentets fremtid afhænger af, at vi klarer denne opgave.
DET VÆRSTE ved Efterkrigsepoken er det gigantiske tab af historisk erindring, der meldte sig i 60’erne. Paradoksalt nok netop da Efterkrigsordenens kolde krigsfrygt begyndte at fordampe; da freden omsider brød ud i de mentale lag. Da Beatles, Stones, Dylan og Doors med ét gav os den aha-oplevelse, at verden er vidtåben: We want the world, and we want it NOW. Spring kammerat, den gamle verden er efter dig! Da Osborne og Grass, Panduro og Rifbjerg med ét gjorde os klart, at krigen, rationeringen og den seksuelle indestængthed var et overstået kapitel. Netop da blev de tidligere generationers åndsliv og debatter henlagt til et forhistorisk kulturmuseum. De refleksioner, som mellemkrigsårene og krigserfaringerne havde fremtvunget hos Vilhelm Grønbech, Hal Koch, Martin A. Hansen og hereticanerne blev håbløst antikverede. De gamles forestillinger om fællesskab, ansvar, folkestyre og folkelig samtale fandt simpelthen ingen plads i modernitetens og post-modernitetens verdensbilleder.
VAR DET friheden, som efter sigende skulle være kommet med befrielsen i 1945, der nu omsider brød ud? Måske. I hvert fald, hvis friheden bare er et andet ord for, at man ikke har noget at miste.
Det bedste ved Efterkrigsordenens sammenbrud er forjættelsen om, at vi nu endelig slipper af med den idiotiske højre/venstre-tænkning, der blev låst fast med Jerntæppet. Freden åbnede valgets alternativ: én hvid, én sort, enten-eller. 50 år efter åbnes forhåbentlig muligheden for at vælge noget tredje.
birk