Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 6.august 1994
DER REJSES I ALT 17 konkrete anklager i det 456 sider lange skrift, som i denne uge blev læst op ved den statslige sikkerhedsdomstol i Ankara, hvor seks folkevalgte parlamentsmedlemmer står tiltalt for højforrædderi. 16 af anklagerne drejer sig alene om ytringer, mundtlige eller skriftlige. Kun én af de tiltalte beskyldes for en kriminel handling; han skal ifølge anklageskriftet have givet kortvarigt husly til et hårdt såret »medlem af en forbudt organisation«.
Alle anklager rejses i henhold til den tyrkiske straffelovs paragraf 125, der kun kender én straf: døden. Paragraffen er hidtil udelukkende blevet anvendt ved sigtelser for vold og terrorhandlinger. Nu drages den for første gang ind i den tyrkiske statsmaskines forsøg på at undertvinge kurdernes krav på anerkendelse og selvstændighed.
Hele retssagen har en forbløffende lighed med militærstyrets politiske skueprocesser i begyndelsen af 80’erne. De seks tiltalte blev arresteret i selve parlamentssalen og ført bort i håndjern. På anfordring fra den militære øverstkommando ophævedes deres parlamentariske immunitet. Dernæst besluttede en forfatningsdomstol at forbyde det pro-kurdiske, demokratiske parti DEP, som fem af dem var tilknyttet. Af partiets tretten folkevalgte sidder syv nu bag tremmer, de seks andre er flygtet til Vesteuropa.
Disse parlamentarikeres forbrydelse består i, at de gennem snart fem år har søgt at åbne en politisk dialog om det kurdiske spørgsmål. Statsmaskinen nægter at skelne mellem den slags demokratiske bestræbelser og den kurdiske guerillaorganisation PKK’s væbnede kamp. Officielt eksisterer det kurdiske spørgsmål nemlig slet ikke. Det er ét stort tabu i den tyrkiske offentlighed.
ETHVERT BRUD på dette tabu er åbenbart livsfarligt. Blandt beviserne mod Leyla Zana – en af de seks forrædderi-tiltalte – anfører anklagemyndigheden, at hun talte kurdisk og var klædt i kurdiske farver, da hun i 1991 blev taget i ed i det nye parlament. Hendes mand, en tidligere borgmester i Diyarbakir, blev for nylig sendt fire år i fængsel for at have omtalt den kurdiske konflikt i en tale til Europa-parlamentet. Det er ikke svært at forstå, hvorfor pressen er tavs.
Det internationale tidsskrift for menneskerettigheder, Index on Censorship anfører i sit seneste nummer en stribe eksempler på, at journalister med interesse for det kurdiske spørgsmål er blevet dræbt ved attentater eller simpelthen sporløst forsvundet. Aviser, som tillader sig denne åbenhed, udsættes for grov chikane fra myndighederne. Menneskerettighedsforkæmpere fængsles og tortureres (med elektrochock, negleafrivning og seksuel ydmygelse). Tyrkiet er, skriver Index, »hastigt på vej til at blive en af verdens mest voldelige stater«.
Ministerpræsident Tansu Ciller, der ved sin indsættelse lovede at demokratisere landet og bringe orden i menneskerettighederne, har gjort det modsatte. Mere og mere får man indtryk af, at hendes regering fjernstyres af den militære generalstab. Det ses ikke bare i retssale og fængsler, men fremfor alt i de kurdiske områder, hvor hæren kæmper som aldrig før (nu også med kemiske våben), hvor hele landsbyer udryddes, hvor 13 provinser holdes i militær undtagelsestilstand, og hvor tabstallene vokser med hidtil uset hast.
PÅ KORT SIGT kan Tansu Ciller måske have gavn af Margaret Thatchers råd om at overlade Tyrkiets image til pr-bureauet Saatchi & Saatchi. I hvert fald lykkedes det hende alene sidste år at modtage lige så mange amerikanske og tyske kampvogne, som hele den britiske hær råder over.
Men på lang sigt kan det kurdiske spørgsmål ikke løses militært, kun gennem politisk forhandling. Kurderne er verdens største statsløse folk; alene i Tyrkiet anslås der at være 20 millioner. En fortsættelse af folkemordet vil kun fremme PKK’s terrorisme og likvideringen af alle konkurrerende kurdiske organisationer. Og desuden bringe Tyrkiet dybere ned i det økonomiske og sociale morads, hvor islamiske fundamentalister vokser og trives.
Før eller siden vil Ankara være tvunget til at tilstå kurderne deres legitime ret til selvbestemmelse – ret til eget sprog, egne skoler, egen presse, osv. Mest realistisk i form af en konføderation med Tyrkiet; stormagternes vitale, geostrategiske interesser i området vil næppe tillade oprettelse af en helt uafhængig stat, hvis udenrigspolitik man kun kan gisne om.
Derfor er der hårdt brug for de moderate, kurdiske kræfter, som er indstillet på politisk dialog. Forbudet mod DEP og højforrædderi-sagen er et idiotisk skridt mod den truende afgrund – landets deling i et marxistisk totalitært Kurdistan og et islamistisk totalitært Tyrkiet.
Hvor er det internationale modspil? Hvor er protesterne? Hvor er de danske socialdemokrater, der for nylig fik deres chianti galt i halsen? Hvor er de tyrkiske politikeres hedeste længsel, EU?
birk