TV-julekalenderne er en reaktionær infiltration mod Den Liberale Verdensånd
Af KLAVS BIRKHOLM – causeri i Dagbladet Information 23.12.1995
Historien bevæger sig langsommere, end man ofte tror. Hvis jeg ikke tager meget fejl, træder Europas første fortaler og aktivist for en radikal liberalisering af lukkeloven allerede frem i 1353, i den toscanske by Prato. Jeg tænker naturligvis på Madonna Filippa, som på Dekamerons sjette dag, i den syvende fortælling, ved skæbnens tilskikkelse bliver midtpunktet i en såkaldt præcedens-sættende retssag:
Donna Filippa overraskes i sovekammeret af sin ægtemand, beklageligvis mens hun befinder sig i armene på en adelig yngling. Den bedragne Rinaldo de’ Pugliese samler de nødvendige beviser og indstævner sin hustru for byens domstol; ifølge gældende lov skal hun dø. Skønt tilskyndet af venner til flugt, vælger hun at forsvare sig for podestàen, værdigt og med eftertryk: »Det er sandt, at Rinaldo er min mand, og også, at han i nat har fundet mig i Lazzarinos arme, hvor jeg har hvilet mange gange før på grund af den dybe og inderlige kærlighed, jeg nærer til ham. Men … før I fælder nogen dom, vil jeg bede Jer vise mig den ringe gunst at spørge min mand, om jeg ikke hver gang, og så tit han har ønsket det, har hengivet mig til ham uden modsigelse.« Da ægtemanden giver det ønskede svar, spørger hun podestàen: Når min mand har fået det, han ville, hvad skulle jeg så gøre med resten? Kaste det for hundene? »Er det ikke meget bedre at give det til en ædel mand, der elsker mig højere end sit eget liv, end at lade det gå ganske til spilde?«
Ved dette veltalende forsvar udbryder der jubel blandt de forsamlede borgere (i virkeligheden er vi vidner til det europæiske borgerskabs fødsel). Podestàen overgiver sig: Madonna Filippa frikendes, loven forandres, og hun vender i triumf tilbage til sit hus. Samtidig kommer hun til at sætte en ny standard for borgerlig ret og naturlig ligestilling. Og altså for – åbningstider.
Det burde den travle redaktør og fuldmægtigen i hans bank skønne på, når de i disse dage midt i arbejdstiden eller klokken halvotte om aftenen haster gennem byens butikker for at bemægtige sig de sidste 80 pakker til at lægge andægtigt under træet.
Naturligvis havde Den Liberale Verdensånd noget andet i tankerne, da den tidligere i vort århundrede satte sig for at omgøre de lukketids-grænser, som fagbevægelsen havde kæmpet igennem. Tankegangen var: Hvorfor dog disse irrationelle restriktioner for den frie selvrealisering sidst på aftenen, hvis nu Madame pludselig får behov for et par flasker portvin og man selv for en eskort med nissehue til at spille pebernødder med?
I sidstnævnte branche har tilstandene ganske vist længe været liberale. Måske takket være Madonna Filippa og hendes efterkommere i kvindesagen. Hvad ville f.eks. vor tids julefrokoster have været uden deres indsats?
Dog er det fortsat lidt af et paradoks, at julen par tout skal holdes nøjagtig på samme tid hvert eneste år og nøjagtig samtidig af hver eneste kristensjæl. At kalenderlågerne par tout skal åbnes en dag ad gangen – hvorfor dog ikke fem den ene dag og resten den næste dag? Hvis nu Madame fik lyst til at lukke op som bare fanden? Og hvorfor par tout gåse- eller andesteg, hvis nu man selv er mere til inderlår den aften?
Granerne står året rundt og mumler i vore skove. Så det er på en måde en krænkelse af Den Liberale Verdensånd, at skovene elleve måneder om året skal holdes lukkede for fældning, og at dagligstuerne halvtreds uger om året skal holdes lukkede for kædedans, Bethlehemsstjerner og guirlandepyntede træer.
Men endnu har ingen tilsyneladende lyst til at holde jul den 27.september. Måske bortset fra bestyrelserne i Disney Inc og BR a/s. Det er som om det moderne menneske, trods tørsten efter uhæmmet markedsadgang og fri selvrealisering, ikke helt vil opgive den rytme og form, som ritualet rummer. Julen er højtid og netop deri forskellig fra hverdagen. Med ét stemmes alle sind, alle tænker i store rum, alle overmandes af trangen til at være gode, både mod hinanden og især mod den lille pige med svovlstikkerne. Alt dette ville være umuligt uden ritualiseret rytme og form – forskellen der gør en forskel.
I den forstand ligner julen en kollektiv psykoses vægring mod moderniteten. »Opstand« ville nok være for stærkt et ord.
De føler Dem patroniseret? De vil gerne have Dem frabedt, og De agter i morgen aften at spise forloren hare og budding, netop disse to retter, helt uden englespil, ja uden levende lys i det hele taget? Jeg forstår Dem. Jeg har selv tilbragt flere juleaftener med leverpostej og ostemadder. At jeg ikke har fastholdt principperne, skyldes sikkert min svage karakter. Men jeg kan tænke mig flere, fornuftige grunde til, at De holder fast.
Første mulighed: De afskyr at svømme hen i følelser, der ikke henviser til noget håndgribeligt eller kan begrundes rationelt – og ritualer er per definition irrationelle. Begrundelsen er prisværdig. Sentimentalitet er som regel et slør over den mest uværdige form for udnyttelse.
Anden mulighed: De ønsker ikke at yde særstøtte til BRas og Disney Inc, Føtex, Netto og Handelsstandsforeningen. Endnu mere prisværdigt. Som om disse konsummonopoler, der kalder sig markedsøkonomiske, ikke har tilstrækkelig magt over vores dagligdag.
Tredje mulighed, som jeg i min stillings medfør har særlig sympati for: De foragter Julen som en begivenhed, der som alt andet har ladet sig overtage af den altfortærende mediemagt.
Selv Verdensåndens mest betroede apostle, TV-kanalerne, de mest hengivne forkyndere af forskelsløshedens blink-blink-blink-blink, selv de har kapituleret og vælger ærbødigt kun at åbne én kalenderlåge om dagen.
Værre endnu: samtlige årets julekalendere forkynder ligefrem, at vi nu bør tage skridtet fra vægring til opstand!
DR-TV har valgt at grave socialismen op, som det eneste mulige middel mod modernitetens forskelsløshed. »Hallo det er Jul« foregår i Gammelby og demonstrerer for børn og voksne, at attentatet mod både julens og hverdagens rytme og form begyndte, da Baron von Gullasch industrialiserede det arbejde, der før havde været håndværkernes stolthed.
TV-2 går mere raffineret til værks og sætter i »Alle tiders nisse« modernitetens affortryllelse under lup. Rationaliseringseksperten Uffe Spage Andersen, der hverken tror på trylleri eller ritualer, vil rydde ud i Rigsarkivets læderbind og guldsnit og i stedet sætte alle fortidsminderne på harddisk. Men arkivets nisser belærer ham om, hvor galt det går enhver, der vil leve uden fortryllelsen.
Trumfen kommer dog i TV-2’s julekalender for voksne. »Juletestamentet« iscenesætter en påstand om, at familiens opløsning og julens affortryllelse har selvsamme rod. Seriens tekstforfatter, Ole Meldgård forklarede forleden i Ekstra Bladet – ganske som havde han læst Bjarke Møllers kronik »Stop familiens opløsning« sidste lørdag her i avisen – at »Juletestamentets« tre brødre og deres samlevere er sindbilleder på den generation, der havde så mange drømme, at alle endte med at blive for fortravlede til at tænke på kærligheden og familien. »Gud er død, julemanden sidder fast i en kø på Holbæk-motorvejen, og utroskaben stiger i takt med antallet af kanaler på fjernsynet. Velbekomme.«
Hallo. Her kunne nogen vel nok savne en Donna Filippa med mod i brystet til at slå et slag for friheden og afsløre den reaktionære infiltration på TV-stationerne. Men heldigvis har hun fået en suppleant i skikkelse af chefredaktør Erik Rasmussen, hvis ugebrev Mandag Morgen vælger at rykke Uffe Spage Andersen til undsætning. Rigsarkivet er »en mosgroet og aldeles forandringsresistent organisation, hvor voksne mennesker sjosker rundt i dagesvis og leder efter tekstfiler, som moderne søgesystemer kan kalde frem på brøkdele af et sekund«, skriver ugebrevet.
Og fortsætter opmuntrende: »Men fremskridtet selv er ukueligt. Inden længe vil januars friske og skærende vinde atter blæse i Rigsarkivet, og Finansministeriet vil indsætte nye kræfter, hvor den brave Andersen slap.« De der nu benytter julen som »det ultimative argument«, får tilbage med samme mønt: »Julen er et arrangement, der kræver effektiv planlægning, rationel logistik og målbevidst implementering«, konstaterer Mandag Morgen.
Det er en opmuntring, som både redaktøren og bankfuldmægtigen og Den Liberale Verdensånd burde skønne på.
Når januars friske og skærende vinde igen blæser, må de fleste danskere vente næsten et år, inden de igen oplever højtidens rytme og form. Jøderne har jo deres sabbat, og måske er netop det ritual en væsentlig årsag til, at så mange af dem, der har været assimileret gennem generationer, nu igen vender tilbage til trossamfundet. I den sækulariserede kristenverden er hverdagen ritual- og forskelsløs.
Da er det, jeg vil anbefale Dem at læse Milan Kunderas nyeste mesterværk, Langsomheden. Hedonismen, der for Epikur var lyksaligheden ved en slurk vand, et blik mod himlen, et kærtegn, er allerede i følsomhedens århundrede – hos Choderlos de Laclos (Farlige Forbindelser, 1782) – blevet til en kæmpestor konkylie, hvor erotiske erobringer har karakter af forestillinger, der gøres med henblik på deres endeløse ekkoer i offentligheden. Så meget desto mere i vor tid, beretter Langsomheden.
Ikke mindst på grund af hurtigheden: Intet kan længere udsættes. Ingen peripeti, ingen spænding. Julemanden sidder fast i en kø på Holbæk-motorvejen, og utroskaben stiger i takt med antallet af kanaler på fjernsynet.
Måske skyldes det, at det narcissistiske menneske kun kan eksistere som et atom uden fortid og fremtid. I sin eksistentielle matematik opstiller Kundera følgende to ligninger: »graden af langsomhed er ligefrem proportionel med erindringens intensitet« og »graden af hurtighed er ligefrem proportionel med glemslens intensitet«.
Hvem husker sidste januar? »Vores epoke er besat af begæret efter glemsel, og det er for at tilfredsstille dette begær, at den forfalder til hurtighedens dæmon; den sætter farten op, fordi den vil have os til at forstå, at den ikke længere ønsker, vi skal huske den; at den føler sig træt af sig selv, har kvalme over sig selv, at den vil blæse erindringens skælvende flamme ud.«
Gevinsten er glemsel. Omkostningen er nydelsens bortætsning i hedonisme. »Den måde, man fortæller samtidens Historie på,« fortæller Kundera, »minder om en stor koncert, hvor man ét efter ét ville opføre Beethovens et hundrede otteogtredive opus, men sådan at man kun spillede de første otte takter af hvert. Hvis man gentog koncerten efter ti år, ville man ikke spille andet af hvert stykke end den første tone, altså et hundrede otteogtredive toner under hele koncerten, præsenteret som én melodi. Og om tyve år ville hele Beethovens musikværk være reduceret til én eneste meget lang og skarp tone, som ville minde om den uendelige og meget høje tone, som han hørte den første dag af sin døvhed.«
Jo mere, vor epoke jager bort fra sin kvalme over sig selv, jo mere pinagtig lyder døvetonen. Hør blot: »Julen er et arrangement, der kræver effektiv planlægning, rationel logistik og målbevidst implementering.« Lyder det ikke som et koncentrat af Kunderas fiktive koncert om tyve år?
Historien bevæger sig hurtigere, end man ofte tror. Det er kun et halvt hundrede år siden Karen Blixen besang ritualerne og i ramme alvor hævdede, at den største frihed oplever mennesker i fuldkommen bundethed. F.eks. i den koreograferede dans, ved hengivelse til wienervalsens eller tangoens nøje fastlagte trin.
I dag kan enhver danse, som han eller hun lyster – små hop på stedet eller vilde spring fra den ene ende af dansegulvet til den anden; så behøver man heller ikke længere denne nærkontakt med partneren, for at bevægelserne kan glide sammen. Den ene kan sagtens springe, mens den anden hopper. Ligesom plastikfamilierne og skilsmissebørnene kan begynde på kædedansen og gaveudpakningen fra – ja det er vel efterhånden sidst i november.
Men når pausen, rytmen, langsomheden, peripetien er borte, hvad skal da give hverdagene indhold og adskille dem? Ingenting, for i så fald meldte erindringen sig jo straks.
Tilbage sidder vi, som haren i billygtens lys, paralyseret af det eneste skæbnegys, vi har tilbage: Mandagschancen, Superchancen, Viking-Lotto, Tandbørste-Lotto, Lykkehjulet, Jeopardy…. Igår så vi Fru Andersen vinde en million. Idag var det min nabo, der tabte en rejse til Tarm. Imorgen er det måske mig, der skraber 250.000. Selv Fortuna er blevet hverdaglig.
Tilbage er kun én eneste tone: »målbevidst implementering«.
Vorherre i Himlen, lad det ske: Lad julestilheden dale ned over Madonna Filippa, Uffe Spage Andersen, chefredaktør Erik Rasmussen og alle deres efterkommere m/k. Lad os blot én eneste gang opleve rytme og form.