Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 13.januar 1994
NEJ, VIL De sikkert indvende, vi er danskere! Serberne er et folk, kroaterne et andet folk, vi danskere et tredje folk – ligesom skotterne, ungarerne og portugiserne hver især er et selvstændigt folk. Sådan er vi vant til at tænke i Danmark, hvor folk og nation gælder for ét og det samme. Altså er vi ikke serbere.
Tilsyneladende ligger denne opfattelse også til grund for NATO’s og FN’s fornyede trusler om luftbombardementer i Bosnien. Skal man tro redaktionssekretariaterne ved de elektroniske og trykte medier, er bombetruslerne alene rettet mod serberne, netop ikke mod kroaterne og muslimerne i Bosnien. »Bomb serberne!« lyder det i overskrifter og kommentarer. Man må altså antage, at vi befinder os i en slags krig med det serbiske folk.
Antagelsen omfatter også Uffe Ellemann-Jensens helt personlige bombetrussel i sidste uge. Ganske vist henviste vor tidligere udenrigsminister til FN-rapporter om, at de serbiske artilleristillinger nu har trukket sig tilbage fra civilbefolkningen, så vi kan nøjes med at dræbe soldaterne. Men dette er blot et forsøg på at tilbagevise det militær-taktiske argument om, at luftangreb er operativt meningsløse. Nu kan vi endelig slås mod den serbiske krigsmaskine, mener Ellemann-Jensen.
ÅBENBART adlyder FN, NATO og EU altså den folkelige opfattelse af serberne, kroaterne, skotterne og danskerne som hver sin nation, byggende på hver sin kulturhistorie. Men det er kun tilsyneladende. Bag al talen om tæppebombardementer og troppeindsatser i menneskerettighedernes navn ligger en humanisme med fordring på at være universel.
Hvem vil ikke gerne »gøre noget« for indbyggerne i Sarajevo og for alle borgerkrigens titusinder af ofre? Hvem vil ikke gerne »sætte en stopper for« lemlæstelserne og tragedierne, der dagligt vælter forstyrrende ind i TV-hyggen? Idealismen, der blev hjemløs med koldkrigsordenens sammenbrud, har her endelig fundet sin sag.
»Utroligt, så mange skabs-idealister, der pludselig springer ud som humanitære høge«, bemærkede en deltager på en ekspertkonference om FN-interventioner fornylig. Førhen socialister mod oprustning eller liberalister mod planøkonomien; begge sager er vundet og dermed tabte for den – nu vildfarne – idealisme. Hvordan og hvorledes FN overhovedet skal bære sig ad med at bombe menneskerettighederne igennem, det må naturligvis overlades til de militære planlæggere.
DEN SOCIAL-liberalistiske verdensorden, der katalyserede den tragiske borgerkrig igang, først med opmuntringer til løsrivelseskræfterne, dernæst med uansvarlige beslutninger om nye statsgrænser og siden med utidig støtte til krigsherrerne, har gjort os alle til parter – blot på behagelig afstand. Derfor må denne orden nu finde sin syndebuk og sit offer; den første til at gøre os skyldfri, den sidste til at gøre os gode. Pressen har været dens villige redskab til at udpege serberne og muslimerne i de to roller.
Derfor er offentligheden – bortset fra Informations læsere – kun blevet lidet informeret om de muslimske bosnieres krigsforbrydelser, der ikke lader kroaternes og serbernes noget tilbage. Deres leder, Alija Izetbegovic’ islamistiske vision om en ren muslimsk stat er ikke et spørgsmål, der har nogens interesse. Ej heller den kendsgerning, at den bosniske regeringshær rummer en Handzar-division (opkaldt efter Hitlers muslimske allierede) med hårdkogte veteraner fra Afghanistan og Pakistan. Muslimerne er kun interessante som lidende, og især hvis lidelsen er blevet dem påført af serbiske militsers grusomheder.
EN NØJERE granskning af NATO-topmødets vedtagelse og FN-generalsekretærens efterfølgende udtalelser giver dog indtryk af, at lederne er bedre informeret end pressen. I de officielle dokumenter undgås omhyggeligt enhver reference til enkelte parter i krigen. Hverken NATO eller Boutros-Ghali taler om at bombe serberne, men om »luftangreb for at eliminere hindringerne for at FN-styrkerne kan udføre deres mandat«. Det må være rettet mod alle parter: Srebenica er belejret af serbere; Mostar af kroatere; Sarajevo af serbere og muslimer; Tuzla af serbere, muslimer og kroatere.
Efterfølgende udtalelser dokumenterer, at den politiske vilje til at realisere trusler ikke har ændret sig, siden de sidste gang blev fremsat. Hverken franskmænd, briter eller canadiere vil bombe den af de tre byer, hvor de selv har soldater på spil.
Mens snusfornuften endnu råder, burde vi måske grunde over, hvordan det er gået til, at vi alle er blevet både serbere og muslimer på én gang. At nogle serbere mener, at deres folk er særligt udvalgt, kan vi ikke tage os af. Det er der også nogle jøder, der mener. Europa blev grundlagt for 1993 år siden på den revolutionære forkyndelse, at alle folk er udvalgte, ingen mere end andre.
birk