Vor frelser i Bosnien?

– 17. december 1994

Af KLAVS BIRKHOLM – ledende artikel i Dagbladet Information 17.december 1994

PÅ FORANLEDNING af de bosniske serbere er USA’s tidligere præsident, Jimmy Carter på vej til at blive inddraget i de tilsyneladende helt fastlåste fredsbestræbelser på Balkan. Initiativet skyldes  krigsherren Radovan Karadzic, der har sendt et par betroede agenter til Carter-familiens hjem i Georgia. Karadzic sagde torsdag morgen på CNN, at Carter kan være en god mægler, fordi han er »upartisk«, hvorimod Clinton-administrationen er »en smule forudindtaget på muslimernes side«. Under samme mediebegivenhed meddelte Carter, at han efter accept fra Det Hvide Hus er parat til at rejse til Sarajevo »som repræsentant for Carter Centret« i Atlanta, men »naturligvis i løbende kontakt med præsident Clinton«. To højstående embedsmænd brugte fredagen til at briefe den tidligere præsident om situationen i det internationale Balkan-diplomati. Hvis Jimmy Carter rejser, vil Det Hvide Hus stille et fly til hans rådighed.

Meddelelsen har fremkaldt panderynken og bryske kommentarer i Vestens hovedstæder. De seks »koncessioner«, som Karadzic har lovet Carter, og som Carter på sin side har krævet iværksat inden sin eventuelle afrejse – bl.a. våbenstilstand i Sarajevo og fuld bevægelsesfrihed for alle FN-enheder – er intet andet end et udspekuleret forsøg på at vinde tid og endnu engang holde det internationale diplomati for nar, siger NATO’s generalsekretær, Willy Claes.

ANDRE HAR gjort sig lystige over Carters kristne kaldsetik. Jimmy og fru Rosalynn lægger ikke skjul på det religiøse engagement bag deres aktive otium, der ikke kun går ud på at skaffe fred på jord, men også f.eks. ordentlige boliger til fattige og hjemløse.

»Som neutral mægler har Carter vist sig i stand til at udrette ting som en anden Jesus; men Carter er ikke Jesus, og det blander han nogle gange lidt sammen«, citerer Det Fri Aktuelt fredag en anonym kilde i Atlanta. Udtalelsen sigter på de tre tilsyneladende mirakuløse fredsaftaler, som Carter i løbet af det sidste års tid har fået istand, alle i absolut sidste øjeblik: Somalia, Nord-Korea og Haiti. »Han er drevet af den faste overbevisning, at Jimmy Carter er Herrens redskab«, siger hans egen tidligere energiminister, James Schlesinger. En vits om, at han nu vil til Bosnien for omsider at gå på vandet, er allerede i international cirkulation. Man glemmer åbenbart, at Sarajevo ligger langt inde i landet.

Det er trods alt fjerde søndag i advent. Hvorfor skulle bosnierne så ikke kunne blive velsignet med et fjerde Carter-mirakel?

Forhandlerne fra FN, stormagtsgruppen, de bosniske serbere og muslimerne er helt åbenlyst havnet i et dødvande, hvor alt og alle holdes i skak. – Jamen, så fortæller enhver erfaring, at man ikke skal forsøge at tale sig endnu dybere ned i problemerne, men i stedet forsøge at udskifte spillereglerne, bringe nye personer ind, foretage en uventet handling eller noget andet, der kan sætte en ny proces igang.

Derfor er det svært at forstå europæernes modvilje. Måske frygter de, at Karadzic er ude på at udmanøvrere deres p.t. stærkeste allierede, Slobodan Milosevic? Måske frygter de, at USA vil overtage hele fredsinitiativet og gennemtrumfe en plan, der ikke kan holde i længden og derved kun bliver oplæg til nye krige i regionen? Begge bekymringer er højst reelle, men alligevel er det i den nuværende situation svært at begrunde, hvorfor man ikke skulle tage en chance. Hvis Carter virkelig – mod alle odds – kan opnå en fredsaftale, som godkendes af alle parter, ja så kan en ny europæisk Balkanpolitik jo bare begynde dér.

XENIEN, SOM Carter i så fald kan vedlægge aftalen, lyder: »En demokratisk præsident er altid en katastrofe for amerikansk udenrigspolitik. Men to demokratiske præsidenter er altid en succes.«

Clintons udenrigspolitik har været præget af et mønster, der ikke er ukendt fra tidligere demokratiske præsidenter: idealitiske deklarationer om fred og menneskerettigheder; krigeriske trusler mod overtrædere af disse principper; vaklen og baglænsgang, når det kommer til at føre dem ud i livet. Samme mønster i Somalia, Nord-Korea, Haiti og nu senest i Bosnien. Og hver gang den politiske opinion har trængt Clinton op i et hjørne kommer denne deus ex machina i form af en genopstanden præsident og frelser ham. I alle de tre første tilfælde har Carter gjort det ved at give indrømmelser, som Clinton umuligt kunne give, men bagefter har accepteret, fordi alternativet ville være væbnet konflikt.

Det er fordelen ved at have to demokratiske præsidenter. Den ene kan dømme og tale hårdt. Den anden kan tilgive og forløse. Og skulle det sidste ikke lykkes, kan Det Hvide Hus altid holde sig til, at den anden kun rejste rundt som privat missionær. 

birk