Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 11.juni 2012
FÆNOMENET har været kendt længe i blandt andet Australien og USA: Børn med alvorlige, medfødte sygdomme eller handicap sagsøger sundhedsvæsenet, lægerne eller endda deres forældre – fordi de overhovedet er blevet født! De kræver erstatning for ikke at være blevet aborteret! Det kaldes wrongful life, ”forkert liv”. Ifølge pressen har domstole i Israel de senere år gennemført flere end 600 sådanne retssager om ”forkert liv”, mange af dem med millionerstatninger til følge.[1] Sagkyndige mener, at vi snart vil få danske eksempler at se også.
Vi er allerede godt på vej. På et københavnsk hospital måtte fødeafdelingens personale opleve, at forældrene til et barn, der blev født med Downs Syndrom, forlangte aflivning af den nyfødte. Da de ikke kunne få deres vilje, forlod de hospitalet uden barn. Andre forældrepar har krævet erstatning, fordi deres mongolbarn ikke blev ”fanget” i fosterdiagnostikken. Og i det sociale system konstaterer man et stigende antal retssager om førtidspension på grund af handicap.[2]
Baggrunden for disse historier er et dramatisk skred i vores kulturelle normer. Tidens jagt efter perfektion fører tydeligvis til en svindende tolerance over for det ufuldkomne og det anderledes. Vi påstår at være blevet mere og mere frigjorte, men i realiteten er grænserne for ”det normale” blevet mere og mere snævre. Mange vil huske den medicinstuderende fra Århus, der for et par år siden rejste til England og fik foretaget en meget sen abort, fordi hendes baby manglede den ene underarm. Det var åbenbart tilstrækkeligt til, at dette barn havde ”ret” til ikke at leve.
For 70 år siden gjorde vi det for racens skyld. I dag gør vi det for individets og selvrealiseringens skyld: indskrænker normaliteten og eliminerer alt det, der falder udenfor. Dengang var projektet nationalsocialistisk, i dag er det super-liberalistisk. Men både dengang og nu kommer inspirationen fra lægevidenskab og bioteknologi: Vi kan så vældig meget, så kan vi vel også beherske menneskets biologi! Det er en slags almagtsfølelse, som uomgængeligt bliver til hybris, overmod.
HVOR BLIVER mod-kritikken af? Det er desværre er en anden side af selvsamme tendens i tiden – en deroute i den etiske refleksion, som den udfoldes i de offentlige rum.
Jeg er bange for, at jeg godt kender årsagen: den voksende mængde af professionelle ”etikere”, der udspørges og rådspørges. Der er gået institutionaliseret etik i mange ting, og derfor er universiteterne forlængst begyndt at uddanne ”etikere”. I de akademiske miljøer hersker forestillingen om den maksimale nytteværdi og den gennemført rationelle argumentation. Noget skal man vel måle og veje efter, så i den voksende mænge ”lærebøger” i etik ser man livets store dilemmaer kogt ned til noget meget overskueligt.
Hvis blot en teknologi eller en praksis er ”nyttig”, og man i øvrigt kan argumentere logisk sammenhængende, har ”etikeren” gjort sit arbejde. Sådan noget som at verden er fuld af herlighedsværdi; at tilværelsen er et under, som mennesker og andre dyr ustandselig må bryde ud i jubel over – det kan den indskrænkede nytteværdietiker ikke bringe på rationel formel og derfor ikke tage alvorligt som etisk argument.
Til gengæld er det vel logisk, at hvis man kommer til verden uden en underarm eller født blind, så er det ”forkert” – så er det et anliggende for advokater. I retssager kan nytten jo måles og vejes.
[1] Kristeligt Dagblad 30. december 2011, ”Flere handicappede vil søge erstatning for at være blevet født”.