Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Kristeligt Dagblad 13.august 2008
Stor var min forbløffelse, da jeg mandag den 13.10 kunne læse på forsiden af Kristeligt Dagblad, at vi har en ”præstedominans i Det Etiske Råd” – en dominans, som nu udsættes for kritik. Det er dagens hovedhistorie, den går over seks spalter øverst på forsiden.
Men det passer ganske enkelt ikke! Når hele rådet er forsamlet, sidder der to præster omkring bordet: Elisabeth Dons Christensen, der er biskop i Ribe, og Morten Kvist, der er valgmenighedspræst i Herning.
Det er rigtigt, at Niels Jørgen Cappelørn, som er direktør for Søren Kierkegaard Forskningscentret, har en akademisk baggrund som dr.theol. Men han argumenterer meget lidt præsteligt. Cappelørn er i øvrigt udpeget af miljøministeren i stedet for Niels Jørgen Langkilde, der udtrådte i sommeren 2007. Miljøministeren var dengang Connie Hedegaard, og jeg er overbevist om, at det er Cappelørns skarphed i de etiske refleksioner, der har været bestemmende for hans udnævnelse – ikke hans teologiske uddannelse.
Alt i alt kan vi allerhøjest mønstre tre teologer – hvilket efter min lommeregner giver 17,5 pct og ikke 25 pct, som Kristeligt Dagblad hævder.
Det bør tilføjes, at religiøse argumenter – i hvert fald i mine fem år som medlem af Det Etiske Råd – aldrig har spillet en dominerende rolle, snarere tværtimod. I det omfang, religiøse argumenter er bragt frem, har der været tale om klart indkapslede mindretalssynspunkter.
Det eneste tilfælde, jeg erindrer, hvor religiøse hensyn muligvis har haft afgørende vægt, var da det for nogle år siden blev foreslået, at Det Etiske Råd skulle belyse spørgsmålet om omskæring af drenge. Ved den lejlighed var der en udtalt bekymring for, at dette kunne provokere religiøse mindretal i Danmark unødigt, hvorfor sagen blev henlagt til en høring over emnet ”Hvem bestemmer over kroppen?”
Det Etiske Råd er sammensat af mennesker med meget forskellige baggrunde, og det er lidt af en hån mod alle de meget aktive og engagerede medlemmer, som ikke står til regnskab for nogen kirke (og i øvrigt ikke bliver lønnet for deres indsats), at påstå at ”kirkefolk fylder for meget” i rådet.
Om igen.