Magtens nye ansigt

– 19. december 2018

POLITISKE SMULER: Lille introduktion til min nyeste bog – en essaysamling

Af KLAVS BIRKHOLM

I.

DER SYNES AT herske en stor vildrede om det politiske demokratis tilstand. Eller måske burde jeg hellere omtale fænomenet i flertal, for der viser sig at være flere, ganske forskellige varianter af vildrede.

1) En meget stor gruppe vælgere er helt desillusionerede over, at de valgte politikere glider af på alle store samfundsproblemer og aldrig forholder sig til noget væsentligt, endsige handler derefter. Mange af disse vælgere har helt opgivet troen på, at deres stemme gør en forskel: Om vi stemmer på det ene parti eller det andet – eller slet ikke stemmer – det spiller ingen rolle.

2) Andre, mere politisk engagerede mennesker kan ikke komme tilrette med, at deres efterhånden velprøvede ideologier ikke længere fungerer. Socialister for eksempel, insisterer for en stor dels vedkommende på at være grønne, selv om hele den socialistiske bevægelse er grundlagt på opfattelsen af økonomi som det mest basale i samfundsudviklingen og på den industrielle vækst som forudsætningen for deres socialistiske endemål. PolitiskeSmulerDet er i så henseende en ynk at se partier som SF og Enhedslisten holde sig selv for øjnene og himle besværgende: miljø, klima, miljø, klima … samtidig med, at de holder fast ved alle deres grundantagelser.

Konservative, på den anden side, har så travlt med at svømme på tidsånden, at de helt har glemt konservatismens essentielle animositet imod den økonomiske liberalisme. Konservative ministre og eks-ministre taler besværgende om konkurrenceevne, skattetryk og omkostningsbevidsthed til trods for, at deres politiske strømning er grundlagt på opfattelsen af samfundet som en organisme, hvor traditioner og kultur spiller en langt større rolle end økonomien. Forvirringen er udtalt.

3) Dertil kommer, at store dele af den journalistiske presse for længst har opgivet at forholde sig til andet end reklameindtægter og derfor kun går efter groteske forenklinger af problemstillinger, der ellers ofte er komplekse. I den offentlige samtale om Danmarks og verdens fremtid kan denne, overvægtige del af pressen ikke anerkende, at der findes andet end ”rød blok” og ”blå blok” – at inddrage flere end to dimensioner bliver for indviklet. Senest har Alternativets Uffe Elbæk kastet grus i deres forsimplede maskineri ved at erklære sig som statsministerkandidat, der ikke vil give sin støtte til nogen af blokkene. Hvad skal DR og TV2 stille op med det, når de helst vil have ”præsidentielle konfrontationer” i bedste sendetid? Skal de virkelig invitere Lars Løkke, Mette Frederiksen og Uffe Elbæk til en debat om, hvem af de tre der vil være bedst som statsminister? Det er jo uhørt. Gid Uffe Elbæk og hans parti kunne forsvinde! Man husker, hvordan pressen – ja: pressen! – myrdede en forsvarsløs Marianne Jelved, da hun for 12 år siden kom med et tilsvarende udspil. [1]

4) Det er også pressen, især den elektroniske presse, der afgør, hvilke emner der overhovedet kan sættes på dagsordenen i den politiske offentlighed. For 20-30 år siden undersøgte den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman den nye globalisering, der fulgte i kølvandet på kommunismens sammenbrud, og fastslog, at der er tale om en proces, som lidt efter lidt indskrænker nationalstaternes politiske råderum til det minimale. Så de nationale politikere hverken kan kontrollere finanserne eller erhvervsudviklingen og til sidst ikke har andet tilbage at slås om end ”Sicherheit” [2]: mere politi, længere fængselsstraffe, opprioriteret terrorbekæmpelse, en smule Lars Hedegaard, en masse indvandring og endnu mere asylpolitik … Og minsandten, om ikke begge de udnævnte fløje – det af pressen definerede ”venstre” og det tilsvarende ”højre” – lever op til Baumans allermest dystre forudsigelser: de debatterer intet andet end indvandring, asylpolitik og fattigdomsydelser.

Særlig ynkværdig er i så henseende Socialdemokratiet, som nu vil gøre sig til ”børnenes parti”, men ikke med udgangspunkt i de virkeligt levende børn og de virkeligt levende voksne i den virkelige sociale og pædagogiske indsats. Nej, derimod med en italesættelse af børns vilkår som endnu et spørgsmål om ”Sicherheit”: kontrol, regulering, endnu mere regulering, osv.

5) En femte forvirring, en forvirring på ”højere plan” så at sige, finder vi hos samfundets eliter. De kan for eksempel slet ikke begribe, at briterne har været så dumme at stemme ja til Storbritanniens løsrivelse fra EU. Vælgerne er tydeligvis uoplyste! De forstår ikke deres eget bedste! De er blevet forført af en uhellig alliance mellem Nigel Farage, Julian Assange og de superrige i den britiske overklasse. Eller de er blevet manipuleret af noget smart højteknologi, som eliterne dog ikke helt forstår virkningen af. Derfor har EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker og EU’s Brexit-forhandler, Michel Barnier også ret til at intimidere og forhåne den britiske premierminister – det må kunne virke afskrækkende på andre landes vælgergrupper, der ellers let kunne lade sig inspirere af briterne til at få fikse ideer, helt i modstrid med eliternes gode planer for den europæiske fremtid.

Tilsvarende de amerikanske vælgere. Havde de forstået deres eget bedste, havde de selvfølgelig stemt på Hillary Clinton i 2016. De må være blevet forført eller manipuleret på samme måde som de britiske vælgere! Det er frygteligt! Hvorfor stoler befolkningerne dog ikke på os, de højtuddannede eliter?

”Derfor er den amerikanske politiske filosof Jason Brennan i dag så moderne, som nogen overhovedet kan være. Hypermoderne. Ifølge Brennan er det på høje tid, at Vesten forlader den demokratiske styreform og i stedet beslutter sig for epistokratiet – nøjagtigt oversat: en stat ledet af dem, der er bedst til at ræsonnere rationelt. Ikke alene er de fleste vælgere alt for uvidende om de indviklede spørgsmål på nutidens politiske dagsorden, hævder Brennan; de er tilmed uvidende om, at de er uvidende – endda samtidig med, at de er overbeviste om at have ret! Han foreslår derfor, at statens borgere får forskellig stemmevægt, alt efter hvor informerede de er. Eller, at der indføres en slags prøve, som kan ”frasortere de borgere, som er alvorligt misinformerede eller uvidende om valget, eller som mangler helt basal socialvidenskabelig viden”. [3]

Man mindes K.E. Løgstrups ord om, at et menneske sagtens kan være ekspertbegavet og livsstupid på én og samme tid.[4]

II.

DEN AMERIKANSKE kulturhistoriker Christopher Lasch’ sidste bog Eliternes oprør og forræderiet mod demokratiet udkom i 1994 [5]. I løbet af de mellemliggende 25 år er bogen næsten helt gået i glemsel, og derfor er et større kapitel i min nye essaysamling helliget et forsøg på at re-aktualisere dens pointer, der i dag forekommer mig at være mere profetiske, end det var muligt for de fleste at forudse dengang.

I en vis forstand er Eliternes oprør skrevet som en tydeliggørelse af Lasch’ absolutte hovedværk, The True and Only Heaven. Progress and Its Critics (der udkom tre år tidligere, 1991). [6] Det er åbenbart en tilbagevendende figur hos Lasch. Efter sit enorme gennembrud i 1979 med Narcissismens Kultur valgte han fem år senere at følge op med Det minimale Selv – skrevet i en slags frustration over, at hans begreb om narcissismen blev fortolket som betegnelse for et opsvulmet ego, mens der i Lasch’ øjne var tale om lige præcis det modsatte. Tilsvarende ønskede han med Eliternes Oprør at understrege, at Det eneste Sande Paradis bestemt ikke var ment som en støvet, historisk mindebog over alle de bevægelser, som fremskridtsdyrkelsen havde besejret og skubbet til side – og som han sammenfattede under den træffende betegnelse populismen. Nej, hovedværket var også, og ikke mindst, ment som en ætsende kritik af eliternes beslaglæggelse af alle kulturelle normer i samtiden.

En yngre, amerikansk historiker, Susan McWilliams – der i 2016 indså, i hvor høj grad Lasch’ analyser var i stand til at forklare hele præsidentvalgkampen i USA – sammenfattede hans karakteristik af populismen således:

”Ifølge Lasch er det, der forener den populistiske tradition: en anerkendelse af grænser (til forskel fra den grænseløse ekspansion), en beundring for ’fod under eget bord’ (til forskel fra den udbredte forbrugerisme), en dyrkelse af det værdifulde kald (til forskel fra luksus og glimmer-succes), et engagement for selvstyre (til forskel fra et teknokratisk ekspertvælde), og en sans for det varsomme håb (til forskel fra den blinde optimisme).

”I marxismens begrebsverden inkarnerer populisterne småborgerskabets livsforståelse, med denne klasses betoning af loyalitet, hårdt arbejde og selvdisciplin. Amerikanske populister synes ofte at være mistroiske overfor fornyelser, og i så henseende regnes de som konservative, men eftersom modstand mod fornyelse, som Lasch forklarer, er ’en indispensabel ingrediens i revolutionær handling’, regnes de også som radikale. (En af de ting, som Lasch igen og igen minder os om, er, at i et fremskridtsdyrkende samfund er den mest oprørske position konservativ.) Således falder de populistiske strømninger uden for de traditionelle enten-eller kategorier: konservativ/radikal, Republikaner/Demokrat, rød/blå, folkelig/intellektuel – som vi amerikanere er så vant til at inddele os selv i.” [7]

I Danmark kender vi særdeles godt den populisme, der her portrætteres i nordamerikansk sammenhæng. Vi kender den fra 1800-tallets folkelige bevægelser – frikirkebevægelsen, den grundtvig/kold’ske højskolebevægelse, andelsbevægelserne, skytte- og gymnastikforeningerne osv. Dens kulturhistoriske virkninger har været enorme og kan næppe overvurderes. Det var også den selvsamme populisme, der i 1992 var baggrunden for, at et flertal af de danske vælgere stemte nej til EU’s Maastricht-traktat. Den blev her i landet blev opfattet som værende for grænseløs i sine politiske ambitioner og for uforsigtig overfor de etablerede samarbejdsmønstre i Europa. De danske vælgere anså kort sagt traktatudkastet for et teknokratisk-respektløst hasard med demokratiet, det europæiske demokrati vel at mærke. For selv om der i de grundtvigske miljøer fandtes (og stadig findes) små lommer af snæversynet national selvtilstrækkelighed, har den brede strømning af alle disse folkelige bevægelser mestendels været både europæisk og globalt engageret – hvilket også kom meget tydeligt til udtryk i den meget omfattende og meget kvalificerede folkelige debat, der blev ført i mange måneder op til folkeafstemningen den 2.juni 1992.

Danmarks nej udløste en dyb rystelse i EU-samarbejdet, selv om den franske præsident, François Mitterrand skyndsomt trådte frem for at fremvise magtens stenansigt (hvilket han var en sand mester i). Ifølge EU-traktaten og samarbejdets retsgrundlag var der ingen som helst tvivl om, hvad der skulle være konsekvensen af den danske forkastelse, men det kunne eliten ikke acceptere. Den valgte i stedet at trække unionen ind i et juridisk fifleri, som institutionen aldrig siden er kommet sig over. Og hvad den danske elite angår, valgte den fra den ene dag til den anden at bandlyse den grundtvigsk inspirerede populisme, som eller havde været umådelig populær lige indtil da.

25 år senere, i 2017 udgav den danske satiriker og forfatter Lene Andersen sammen med sin svenske kollega Tomas Björkman The Nordic Secret, en godt 500 sider tyk bog, hvor de søger at finde svaret på, hvorfor de nordiske lande synes at klare sig bedst i hele verden, både når det kommer til teknologisk omstilling, når det drejer sig om velfærd, og når det drejer sig om den ikke helt så banale følelse af at være lykkelig i sit liv. Hemmeligheden, svarer de, er de folkelige bevægelser, forsamlingshusdemokratiet baseret på egalitær deltagelse, den folkelige dannelse.

Selve bogens titel vakte en del moro blandt venner i min generation – efterkrigsbørnene, de nu snart oldgamle 68’ere, der har tilbragt timer, uger, måneder på landets højskoler, har set titusindvis af unge gennem det grundtvig/kold’ske dannelsesprojekt og været høje med deres forældre på masser af sommerhøjskolekurser om livets store spørgsmål, kultur, politik, filosofi osv. En nordisk Secret?! Ja, måske for svenskerne, der altid har haft svært ved at forstå den grundtvigske egalitarisme, men vel ikke for danskere og nordmænd, der har levet med højskoleånden og friskoletanken i langt mere end hundrede år.

En Secret? Ha, tænkte jeg. Indtil det gik op for mig, i hvor høj grad et fortielsens jerntæppe siden 1992 har været sænket ned over den danske populisme. For det er jo stadig sandt, at hele vores samfundsmodel har meget at tilbyde den øvrige verden. Det er ikke noget tilfælde, at den amerikanske politolog Francis Fukuyama kalder sit eksempel på en vellykket statsdannelse ”at komme til Danmark”. Så Lene Andersen og Tomas Björkmans projekt er på ingen måde tosset, det kan tværtimod anbefales – se www.nordicbildung.org

III.

Den udfordring, verden og Danmark akut står overfor, kommer ikke først og fremmest fra de folkelige oprør, som blandt andet har manifesteret sig i Brexit, i Trump-bølgen og i den seneste italienske regeringskoalition. Oprør, som eliterne har travlt med at fralægge sig ansvaret for ved ustandseligt at udbryde: ”Det er jo Populisme. – P!” Næsten som Cavaleeren i H.C. Andersens ”Nattergalen”. [8].

Nej, udfordringen kommer først og fremmest fra de digitale teknologier, der invaderer både privatliv, samfundsliv og politiske beslutningsprocesser: Big Data, automatisering, Internet of Things, ”kunstig intelligens”, de skjulte algoritmer, disruption osv. Smarte løsninger, men ikke altid kloge løsninger. Et af de områder, hvor det lige nu går allerhurtigst, er ansigtsgenkendelse, en teknologi, der er perfekt egnet til at udøve politisk kontrol uden én eneste demokratisk ventil: ”Hvem har brug for demokrati, når man ejer data”, som MIT Technology Review skrev for et par måneder siden i en artikel om, hvordan regimet i Beijing er blevet dygtige til at udnytte netop den teknologi [9].

Big Data og de skjulte algoritmer matcher i flere henseender meget dårligt med et folkestyret samfund.

1) For det første bygger det moderne demokrati på den underforståede præmis, at der er brug for alle i samfundet. Sådan har det været gennem hele 1800- og 1900-tallet: Nok er nogle ovenpå i den økonomiske fordelingskamp, men så kan de udbyttede ind imellem sætte sig til modværge og i sidste ende gennemtvinge reformer. Sådan vil robotterne og den kunstige intelligens bare ikke reagere. De finder sig i alt. ”Robot” betyder arbejdsslave, og en robot har hverken bevidsthed eller stolthed.

Automatiseringen har for længst afskaffet en række trivielle jobs – og fortsætter med at gøre det – men kunstig intelligens gør nu også indhug i de mere symbolanalytiske erhverv. For eksempel advokatbranchen; når det gælder de mere trivielle ”standardsager” på advokatkontorerne, arbejder den ”smarte” maskine både billigere og hurtigere end den uddannede jurist. Også Sosu-assistenterne – og bankassistenterne – har i nogen tid mærket den ”nye arbejdskraft”. I morgen bliver det sandsynligvis socialrådgiverne, i overmorgen butiksassistenterne, i næste uge de praktiserende læger, derefter skolelærerne, og i 2050 er der meget få jobs tilbage, der ikke vil være overladt til ”kunstig intelligens”.

Bortset fra, at flere og flere mennesker således skubbes helt ud af samfundets hjul, og mange af de tilbageværende ender stressede og burned out, fordi de hele tiden skal genuddanne sig til funktioner, som ingen havde hørt om for bare fem år siden, betyder alt dette selvfølgelig en trussel mod demokratiet: Hvorfor tage del, hvis man alligevel er udenfor? Enhver forestilling om sammenhængskraft forsvinder.

2) For det andet – og om muligt endnu værre – er den datadrevne økonomi grænse- og statsløs. Staterne forsøger i dag uden særligt held at regulere kapitalstrømme. Vi har set med udbytteskat-skandalen, med de lækkede Panama-papirer og med dønningerne efter Lehman Brothers krakket i 2008, hvor godt det går! Men alt det har handlet om pengestrømme. I dag er datastrømmene blevet et langt større aktiv og en langt større magtfaktor. Vi taler om en verden, hvor staterne stort set ingen regler har, og hvor de slet ikke er vant til at træde. EU’s konkurrencekommissær Margrete Vestager forsøger at beskatte de globale HighTech-giganter økonomisk – fint – men deres data har hun tilsyneladende ikke bemyndigelse til at røre ved. Det er ellers dem, der giver Google, Amazon, Facebook, Apple og Microsoft deres nærmest imperiale herredømme. Mark Zuckerberg har med fuld ret betegnet Facebook som ”en stat med to milliarder mennesker”.

3) For det tredje – og allervigtigst i denne sammenhæng – er de digitale teknologier godt i gang med at ændre vores opfattelse af, hvad politisk ledelse overhovedet er. Den italienske filosof Giorgio Agamben talte for et par år siden om et paradigmeskift i vores forståelse af regeringsmagt: i den nye idé om regering “vendes den traditionelle hierarkiske relation mellem årsager og virkninger på hovedet, således at regeringsapparaterne i stedet for at regulere årsagerne – altid et vanskeligt og kostbart foretagende – ganske simpelt forsøger at regulere virkningerne”. [10]

Årsager kræver det analyse at finde frem til. Virkninger kan derimod hele tiden korrigeres – med sensorer, med ubiquitous computing, med Big Data og Algoritmer. Det passer med tendensen til, at den akademiske ekspertise og den politiske elite i stigende grad forlader opfattelsen af politiske valg som værdivalg – hvad for et samfund ønsker vi? – og i stedet opfatter politik som et spørgsmål om at finde de bedste tekniske løsninger på tekniske problemer. Vi bevæger os væk fra den mellemmenneskelige samtale med dens mange uklare skøn. Vi behøver ikke længere sjusse os frem. Algoritmerne måler og vejer, og deres afgørelser er inappellable.

På den måde varsler de digitale teknologier menneskehedens indtog i en helt ny æra: Efter at Europa i 2000 år har været et historisk kulturrum, hvor de mest uventede nyskabelser dukkede op i de mest uventede afkroge, og hvor samfundene i lange stræk var præget af rastløs dynamik – palaver, oprør, engagement, inddragelse, systemskifte, utopier, digte, løbesedler og hele tiden nye teknologier – kan vi nu se frem til en epoke med fred og ro for alle den slags hændelser. En epoke, hvor historien er sat i stå, mens videnskaben udforsker verdensrummet for andre beboelige kloder, og vi alle sammen bliver nudget til at gøre det rigtige og leve komfortabelt – helt stille og roligt.

 

Politiske smuler indeholder følgende ti essays:

Magtens ansigter
Forretningsmanden
Den Anden Oplysningstid
Torvet og spejlet
Eliternes oprør – og sammenbrud
Die deutsche skruptudse
Det sårbare samfund
Eksistens eller diagnose
Phoney frihed
Jeg – en mikrofonholder

Bogen er udgivet på forlaget Jensen&Dalgaard

 

NOTER:

[1] Det såkaldte ”radikale frihedsbrev”.

[2] Hør mit radiointerview fra 1998 ”Zygmunt Bauman – globaliseringens filosof” – her. Eller læs portrætsamtalen fra 2002 ”En hjertelig vismand i den postmoderne verden” – her.

[3] Klavs Birkholm: Politiske Smuler. Essays. Jensen & Dalgaard 2019, side 105-06.

Den omtalte bog er Jason Brennan (2016): Against Democracy. New Jersey: Princeton University Press. Citatet (… “screen out citizens who are badly misinformed or ignorant about the election, or who lack basic social scientific knowledge”) er hentet fra bogens side 111.

[4] K.E. Løgstrup, System og Symbol, 1985, side 229-34.

[5] Originaltitel: The Revolt of the Elites. And the Betrayal of Democracy. Den danske oversættelse  fulgte i 1995 på Forlaget Hovedland.

[6] På dansk: Det eneste sande Paradis: Fremskridtet og dets kritikere. 1993. Forlaget Hovedland. Genudgivet i 2016 under den nye titel Populismen – og med et forord af Klavs Birkholm.

[7] Susan McWilliams, ”The True and Only Lasch: On The True and Only Heaven, 25 Years Later” in: Modern Age, Fall 2016 – vol. 58, No. 4 (pp. 11-17).

[8] Som der står i ”Nattergalen”, kaldte Keiseren paa ”sin Cavaleer, der var saa fornem, at naar nogen, der var ringere end han, vovede at tale til ham, eller spørge om noget, saa svarede han ikke andet, end “P!” og det har ikke noget at betyde.”

[9] MIT Technology Review, 20 August 2018.

[10] … “the traditional hierarchical relation between causes and effects is inverted, so that, instead of governing the causes – a difficult and expensive undertaking – governments simply try to govern the effects”. Georgio Agamben: “From the State of Control to a Praxis of Destituent Power”. Tale holdt i Athen, 16. November 2013.