Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information i juni 1994
1.
For en hvid amerikaner kan der ikke herske megen tvivl. Det er én af de to navnkundigste sætninger, der nogensinde er sat på papir i den vestlige verden: »Vi anser følgende sandheder for at være indlysende i sig selv: at alle mennesker er skabt lige; at de af deres skaber er begavede med dem iboende og ufortabelige rettigheder; at til disse hører Liv, Frihed og Stræben efter Lykke…« (Den anden sætning er naturligvis: »Coke is it!«)
Thomas Jeffersons påstand tjente ikke blot som begrundelse for de tretten amerikanske kolonistaters løsrivelse fra det britiske moderimperium i 1776; den blev også kernestykket i opbygningen af det nye Amerikas nationale og politiske identitet. Ser man nøjere efter, kan det forekomme besynderligt, for tricket i den berømte sætning er en henvisning til Gud. Vi har alle – uanset vægt, IQ og hårfarve – af Gud fået skænket nogle ufortabelige rettigheder, blandt dem retten til frihed, og regeringer er altid indsat for at sikre disse rettigheder.
Jefferson siger derimod ikke noget om, at mennesker er skabt til at leve ens, under lige sociale eller kulturelle vilkår, alle med Coke eller Levis. Uafhængighedserklæringen er først og fremmest et politisk frihedsprincip, udledt af den kristne forkyndelse om at »her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er i én i Kristus Jesus«.
Det er først tyve år senere, at Europas moderne socialister dukker op med et ganske andet syn på de ufortabelige menneskerettigheder. I Gracchus Babeufs lære, som lå til grund for »De Liges Sammensværgelse« og blev forbudt af Direktoratet i den franske revolution, hedder det i 1.artikel: »Naturen har givet hvert menneske samme ret til at nyde alle goder.«
Kravet er her, at alle goder, naturskabte såvel som samfundsskabte, skal måles op og deles ud i nøjagtigt lige omfang til alle borgere. Hvem skal gøre det? Staten, naturligvis. Som det hedder i en anden artikel: »Intet medlem af det nationale fællesskab kan eje mere end det, som loven giver ham, formidlet af myndigheden.« Det er øvrigheden, der skal tildele alle deres bolig, deres tøj, deres mad, deres lægehjælp osv. Ejendomsret og arveret, penge og gæld, banker og rentiers findes ikke. Det er altsammen fjernet i menneskerettighedernes navn.
Der er en afgørende forskel på Jefferson og Babeuf. Selv om de begge blev marginaliserede i den videre revolutionsproces, er forskellen også betegnende for to indbyrdes afvigende grundlæggelser af den demokratiske stat – i USA og Frankrig. Når Jefferson skal begrunde alle menneskers ret til frihed og folkets suverænitet, henviser han til vores guddommelighed. »Nårsomhelst en regeringsform bliver ødelæggende for nævnte formål, er det Folkets ret at ændre eller afskaffe den…« Hvorimod Babeuf ikke vil vide af noget, der står højere end mennesket, og derfor må indføre staten som øverste autoritet.
2.
Det blev den europæiske variant, der sejrede. World wide. Som Hans Magnus Enzensberger skrev i 1982: »Khomeini skylder kasetterne fra Philips sin sejr, Amin kommanderede sin morderbande i en mundering, som ikke var andet end den groteske efterabelse af en britisk generalsuniform. Khadafi udrustede sine drabsmænd med Bundeskriminalamts tekniske know-how. … Blandt ’vestens’ opfindelser, som ivrigt efterlignes over hele verden, er ikke kun dybfryseren og after-shaven, men også elektrochokket og koncentrationslejren. Intet udelades. Fremskridtets fikse idé drages i stigende grad i tvivl af europæerne og nordamerikanerne; uanfægtet hersker den efterhånden kun i Asiens, Afrikas og Latinamerikas ’udviklingslande’. De sande eurocentrister, det er de andre.«
Der er mange grunde til, at det kom til at gå sådan. Skelsættende europæiske naturretsfilosoffer – som John Locke (1632-1704) og Jean-Jaques Rousseau (1712-1778) – der blev normsættende for vore rettigheds- og demokratiforestillinger, var en del af et århundredelangt opgør med kirkens og senere enevoldsherskerens tryk på samfundsudviklingen. Det var en åndelig og materiel frigørelseskamp, der gik over renæssancen, humanismen, den naturvidenskabelige rationalisme, oplysningsfilosofien – og kulminerede i de demokratiske revolutioner.
Men i sammenhæng hermed kom også forskydningen af den europæiske magtbalance i 1600- og 1700-tallet, fra det katolske Middelhavseuropa til det driftige Kanalområde. Af mange grunde var det her, industrialiseringen tog fart. Kombineret med det britiske søherredømme betød det, at England ikke alene blev verdens dominerende kolonimagt, men også sædet for udformning af de moderne demokratiers økonomiske tænkning: den liberalistiske nationaløkonomi.
Knyttet til 1700-tallets fremstormende borgerskab, de driftige handlende, de første industrialister, uddannede sagførere og læger, betonede liberalismen frem for alt det enkelte individs værd og rettigheder, fremfor fællesskabets nedarvede normer og pligter. Dens modstandere var katolicismen og konservatismen. Selv bekendte den sig til de universelle menneskerettigheder og til en grænseoverskridende kosmopolitisme: ud af lokalsamfundets snærende bånd, overtro og ufornuftige følelser.
Ingen har formuleret nationaløkonomiens budskab enklere end Bernard de Mandeville (1670-1733): Private laster bliver til offentlige dyder. Jo mere borgerne kan give efter for deres grådighed og nydelsessyge, jo mere stimuleres udviklingen af nationens velfærd. Den, der ikke vil gå til fods, må skaffe sig en hest – og fremmer således både avlen og handlen. Den, der ikke vil ride på hesteryg, må skaffe sig et forspand. Og den, der ikke gider svinge pisken selv, må yderligere sætte en kusk i sit brød. Den, der helst er fri for den ufine stank fra svedige heste, må med tiden erhverve sig et automobil. Og den, der ikke giver sig tilfreds med at age i åben karos ved en maskindreven hastighed af otte mil i timen, må investere i en BMW 6’er med soltag og automatgear og læderindtræk, plus en rap Honda Civic til hustruen. Dét er fremskridtet – fra barbari til civilisation; fra primitiv vildskab til dannet sameksistens.
I den moderne verden ved vi, det er også vejen til både frihed, lighed og demokrati. For serbere og kroater. For kinesere og koreanere. For hutu’er og tutsi’er. Alle er vi euro-centrister.
3.
FN blev grundlagt i forsommeren 1945 i San Francisco som overførsel af dette europæiske projekt til en global ramme under USA’s førerskab. FN-pagtens første artikler resumerer bekendelserne til individuelle rettigheder og folkenes selvbestemmelsesret, men tilføjer en vigtig, ny dimension: beskyttelsen mod krig. De 51 stifternationer var i første række de allierede sejrsmagter, suppleret med USA’s forbundsfæller på de amerikanske kontinenter. Den hvide mands byrde – ekspansion, magtakkumulation, fremskridt, ekspansion … – var blevet løftet fra Cecil Rhodes’ og Rudyard Kiplings britiske imperium til det nye amerikanske.
I hvor høj grad FN fra starten er projekteret som et forum for global magtudøvelse fremgår af en række underorganisationer: Den Internationale Valutafond, Verdensbanken, Det Internationale Atomenergi Agentur m.fl.
UNESCO er underorganisationen for kunst og kultur. Ved det stiftende møde i november 1945 i London bekendte deltagerne sig helt og holdent til europæisk-liberalistiske opfattelse af fremskridtet. Også uddannelse og kulturformidling skulle støtte forvandlingen fra primitivt barbari til dannet civilisation.
Men den franske filosof Alain Finkelkraut har i bogen La Défaite de la pensée (1987) gjort opmærksom på, hvordan der i 50’erne kom konflikt ind i denne etnocentrisme. UNESCO havde hos etnologen Claude Lévi-Strauss bestilt et skrift om racer, Race et historie. Det blev et rasende angreb på forestillingen om den universelle civilisation. Der findes ikke én, men flere civilisationer; ikke én, men flere kulturer, hævdede Lévi-Strauss. Ville man videreføre 1700-tallets oplysningsprojekt, gjaldt det ikke om at åbne »de andre« for fornuften, men åbne sig selv for de andres fornuft.
Finkielkraut mener, at Vesten havde en stærk egeninteresse i denne pludselige, selvkritiske kulturrelativisme (der i 60’erne også kunne aflæses i en slags tredjeverdens-romantik i de vestlige metropoler). Det blev en måde at holde udviklingslandene nede på. Den ene racisme blev afløst af den anden: forskels-dyrkelsen. Mens Lévi-Strauss på sine gamle dage nåede frem til det synspunkt, at klodens forskellige kulturer uundgåeligt må stå i et vist, indbyrdes fjendskabsforhold, hvis de hver især skal kunne bevare deres identitet og »finde ressourcerne til fornyelse i deres eget dyb«.
4.
I denne konflikt mellem kulturerne lider den europæiske menneskerettigheds-universalisme af en skæbnesvanger svaghed. Oplysningens opgør med de kirkelige autoriteter, kort sagt den religiøse tolerance har ført til, at vi idag opfatter vores samfundsindretning som »værdi-neutral«: den bygger ikke på nogen fundamental bekendelse, vi har fået nok af teokratiske absolutter.
Men, som den polsk fødte filosof Leszek Kolakowski gør opmærksom på: »At fornægte ’absolutte værdier’ for fornuftens og åbenhedens skyld, vil i længden true vores evne til at skelne mellem godt og ondt.« Hvordan skal vi beskytte os mod fanatismen, når den også er omfattet af vores tolerance? De har deres værdier og vi har vores. Nogle politikere har smag for Kim il-Sung, men afsky for F.W. de Klerk. Andre har den omvendte smag. Hvem der har ret er alene et spørgsmål om, hvem der har flertal.
Ligesom vi naturretsligt reducerer det enkelte individ til et socialt produkt («forbrydelse er samfundets skyld«) og reducerer historien til et materiale vi frit kan tage vore »picks« fra. Vi har, hævder Kolakowski, en indbygget tendens til at fornægte demokratiets og menneskerettighedernes rødder i kristendommen. Den fornægtelse afstedkommer en identitetskrise, som vi lige nu forsøger at skubbe til side ved at eksportere vore samfundsmodeller overalt i verden. Men det er kun et forspil. Når eksportforsøget bryder sammen, falder den hvide mands byrde tungt indad, tilbage på os selv.