Af KLAVS BIRKHOLM – offentliggjort i Dagbladet Information 17.juni 1996
Det var løn som forskyldt, da Danmarks fodboldlandshold søndag aften på Hillsborough måtte sige så-godt-som farvel til drømmen om videre deltagelse i EM-turneringen. Da Stanic syv minutter inde i 2. halveg fremtvang et straffespark mod Peter Schmeichel efter en dyb stikning fra Suker, syntes kampen allerede afgjort. Suker eksekverede sikkert, og de professionelt arbejdende kroater havde da fuld kontrol over begivenhederne mod et uentusiastisk og alt for bundet dansk mandskab.
Ikke overraskende omsatte Kroatien sin spiloverlegenhed i yderligere to mål. I det 80. minut blev det 2-0, da Boban på et hurtigt kontrastød kom alene fri foran mål. Otte minutter senere fuldbyrdede Suker den danske ydmygelse med et lob over Peter Schmeichel, der syntes at have mistet besindelsen og var gået alt for langt frem på banen.
På sæt og vis var forøbet et resultat af den afgående landstræners taktiske dispositioner. På papiret så det måske fornuftigt ud, at han fra kampens begyndelse havde valgt at styrke den danske midtbane ved at erstatte frontløberen Mikkel Beck med den mere dybt-arbejdende Kim Vilfort. Samtidig var den uheldige Jens Risager blevet remplaceret med den mere fremadrettede Michael Schjønberg i venstre forsvarsside. Herved opnåede det danske hold – stadig på papiret – en mere harmonika-agtig formation. Man mindes, at et tilsvarende træk gav bonus for fire år siden i den legendariske semifinale mod Holland.
Hensigten var tydeligvis at sikre mere boldkontrol og hindre de kroatiske teknikere i at få deres korte pasningsspil til at fungere. Som Michael Laudrup på forhånd havde erklæret: “I modsætning til kampen mod Portugal i sidste uge skal vi nok prøve at holde bolden lidt mere i egne rækker denne gang.”
Problemet var bare, at Richard Møller Nielsen udtog de forkerte spillere til at udføre planen. Godt nok er Prosinecki ikke verdens hurtigste midtbanemand, men sammenlignet med tunge Henrik Larsen virkede han nærmest som kviksølv. Og så fremdeles: Kim Vilfort fik valg i stedet for Stig Tøfting, Henrik Larsen i stedet for Allan Nielsen. Den teknisk dårligt udrustede danske midtbane virkede helt ubevægelig, når Kroatien med Boban som regissør satte Suker, Vlaovic og Stanic i omdrejninger.
Ganske vist betød den nye formation, at der fra kampens begyndelse kom mere ro over det danske spil end i opgøret mod Portugal sidste søndag. I kampens første halve time kom det til flere giftige afslutninger, især efter gennembrud i kroaternes venstre forsvarsside. Indlæg fra Thomas Helveg (10. minut) og Brian Laudrup (21. minut) blev bare ikke omsat til noget.
Og i den modsatte ende viste det sig, at de danske angreb skabte blottelser. Henrik Larsen og Michael Schjønberg havde mere end vanskeligt ved at følge de rappe kroater hjem i egen forsvarszone.
En advarsel om, hvad der siden skulle komme, fik man allerede i det 31. minut, da Vlaovic slap helt fri foran det danske mål, men afsluttede tyndt. Syv minutter senere var det Stanic’ tur til at slippe alene igennem; sin vane tro søgte han at filme sig til et straffespark, men måtte i stedet modtage en advarsel fra den udmærkede franske dommer Batta.
Der var heller ikke noget at indvende mod, at Batta i det famøse 52. minut valgte at give Stanic medhold. Uden at få kontakt med bolden kastede Schmeichel sig i fødderne på den kroatiske kantspiller – og han kan ikke have været uvidende om Stanic’ evner som luftakrobat.
Herefter var kampen som nævnt allerede afgjort – Peter Schmeichel blev denne gang ikke kåret som matchens bedste spiller! Det blev Suker, fuldt fortjent.
Først efter den kroatiske scoring valgte Møller Nielsen at sætte en decideret angrebsspiller på banen i stedet for Kim Vilfort, som man ikke havde set meget til. Mikkel Beck formåede imidlertid intet at udrette. Eller rettere: holdet formåede ikke at omstille sig fra trænerens defensive taktik. Og da Stig Tøfting tyve minutter før tid erstattede Henrik Larsen, var det i realiteten for sent. Gejsten kan ikke rejses, når kampen er tabt.
Synd for de 20.000 danke roligans, der næsten havde forvandlet Hillsborough til en dansk hjemmebane.
Efter to ud af tre kampe i Danmarks Gruppe D er situationen nu den trøstesløse, at Kroatien fører med 6 points, efterfulgt af Portugal med 4 points, Danmark på tredjepladsen med 1 point, mens Tyrkiet er sidst uden point. Kroatien har allerede kvalificeret sig til kvartfinalerne, og holdet har ikke meget at kæmpe for i onsdagens sidste puljeopgør mod Portugal. Det har til gengæld portugiserne, som blot med et uafgjort resultat vil være helt sikre på videre deltagelse i turneringen.
Richard Møller Nielsen & hans tropper må konstatere, at de kun har været i stand til at opnå et eneste point mod gruppens to bedste modstandere. På den baggrund kan selv de mest entusiastiske roligans næppe have noget at indvende mod, at det danske hold må rejse hjem sammen med det tyrkiske. Om så Danmark på onsdag lammetæver Tyrkiet med 10-0, hjælper det intet – hvis ikke kroaterne går på banen og slås for de danske farver.
Og hvorfor skulle de gøre det? Et hold, der på den måde bringer sig i afhængighed af andres resultater, fortjener vel kun at få løn som forskyldt?
I den nationale ånd og med henblik på fodboldsportens fremtid i Danmark kan man selvfølgelig håbe på, at det gamle ordsprog denne gang ikke sker fyldest. Man kan håbe. Men man kan ikke andet.